Af Odile Poulsen, foredragsholder, psykoterapeut.
- Men hvordan kan det være voldtægt? Jeg mener…. når kunden nu har betalt for det?
Dét spørgsmål er jeg blevet stillet så tit.
Voldtægt er i det hele taget sådan et gråligt område, som ingen rigtigt bryder sig om at forholde sig til; hvem skal man tro på, når der ingen beviser findes?
Og er voldtægt ikke sådan noget der sker under borgerkrige eller af et eller andet sexmonster en mørk aften ved en mose? Og hvis; hvad lavede hun også et mørkt sted? Hvorfor havde hun sådan en kort kjole på? Skreg hun da ikke på hjælp? Alle de velkendte spørgsmål, og mange flere, dukker op i forbindelse med anklager om voldtægt. Når det altså handler om kvinder sådan generelt.
Når det kommer til voldtægt af prostituerede, dukker der en ny kategori op af undrende spørgsmål: Voldtægt af prostituerede findes vel næppe? Og er det ikke netop for at undgå voldtægter, vi har de prostituerede? Det er vel ligesom deres job, at tage brodden, så at sige? Kan det overhovedet lade sige gøre at voldtage en luder?
Til det har jeg et særligt svar.
- Ud over det indlysende lige for liggende; ja selvfølgelig kan en prostitueret voldtages. Som et hvert andet menneske.
Mit svar er min fortælling:
Uddrag af ‘Hustler – min tid i prostitution’.
’Jeg vil arbejde sammen med dig. Jeg kan ikke lade dig arbejde, uden at jeg er der’. Jeg så på hende, bad hende indgå denne pagt med mig.
Nu skulle vi være sammen, det her var vores, og vi ville passe på hinanden.
Vi sidder i hendes køkken. Hun havde lavet kaffe, vi røg sammen, smagte på kaffen. Det støvregnede udenfor. Der faldt en let skygge ind i det lille køkken.
Foran os på køkkenbordet var der kaffekrus, cigaretter, askebæger, sukker, stearinlys. Imellem os var der intet - intet – der kunne forhindre os i at følge hinanden. Når vi var sammen, grinte vi altid meget, men så i næste øjeblik kunne vi være dybt alvorlige. Nogle gange græd vi og så grinede vi igen.
Her sad vi så – der var intet unaturligt i, at vi ville hustle sammen. Vi kunne gøre alt, bare vi holdt sammen.
Hun så på mig. Hun spurgte ikke om så meget, hun vidste godt at jeg tog mine egne beslutninger. At ingen, selv ikke hun, kunne ændre dem.
’Ja, vi skal sgu hustle sammen!’ grinede hun.
Sådan blev det så.’
- – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – - – -
Da jeg startede i prostitutionsmiljøet var det i overbevisningen om, at vores veninde-pagt ville beskytte os mod alt der kunne være farligt.
Naivt? Ja.
Der går ikke andet et par uger efter jeg er startet på samme bordel som min veninde, før jeg hører om blacklist-ningen af kunder: Et usynligt net af fortællinger fra den ene pige til den anden, fra den ene telefonpige til det næste bordel, som lynhurtigt spreder rygtet og beskrivelsen af de kunder, der havde været grove ved en af os piger. Det var ham den voldelige eller ham der stjal pigens penge eller ham der voldtog. De typer. De rigtige grove typer. Den slags handlinger som normalt ville taksere en form for straf af det juridiske system. Nettet blev spundet ud fra en lav-praktisk nødvendig sammenhørighed blandt os piger.
Og nettet virkede efter hensigten; man kunne udelukke kunden fra at komme tilbage eller ind på det næste bordel så længe nettet blev holdt i ave.
Men derudover havde min veninde og jeg så den her ukuelig opfattelse af, at vi kunne klare hvad som helst bare vi var sammen. At vi så var teflonbelagte. Og vi klarede os godt langt hen ad vejen, fordi vi var ikke alene, men kunne betro os til hinanden. Vi tog også de fleste vagter samtidig, så vi rent fysisk kunne bakke hinanden op. Når ingen andre havde den ringeste anelse om at vi levede et dobbeltliv godt skruet sammen af gennemtænkte løgne om vores færden, ku vi sammen fortætte os i den bobbel på siden af samfundet, hvor cocktails ikke længere kun var noget man bestilte på en bar. Langt hen ad vejen kunne vi endda fastholde overfor hinanden og os selv, at vi havde så meget styr på det! ’Det jo´ bare for sjov. Ikke?’
Til den dag, hvor jeg sidder i bordellets køkken mens min veninde er inde med en kunde, bare et par meter nede ad gangen. Døren fra køkkenet står åben, så telefonpigen og jeg kan høre, hvis hun skulle få brug for hjælp. Alt er stille, alt er roligt.
Så står hun i døråbningen.
Om det er hendes gennemsigtige sorte blondeundertøj der gør hende endnu mere sårbar at se på, ved jeg ikke. På en eller anden usagt måde er det som om hun var blevet skubbet ud af sine proportioner og ikke havde kunne falde tilbage på plads. Hendes ansigt så ud som stod det stille, efterladt i et øjeblik forinden.
Telefonpigen lader sig ikke mærke med noget, men jeg får kuldegysninger og trækker min veninde med ind på et af de andre værelser, hvor vi sætter os. Alene. Jeg piller i den forstummethed der ligger om hende, som er hun snublet ind og har overrasket sin elsker med en anden:
- Skat, hey! Hvad sker der?
Jeg nidstirrer hendes ansigt til det løsner sig og hun begynder at mumle. Straks de første ord kommer ud af hendes mund, lægger hun skyndsomt sin spinkle hånd over, som for at forhindre flere i at vælte ud. Hun ser sig over skulderen, hen mod døren. Forvirret.
- Hvad fanden er det?
Endelig ser hun på mig, blikket er helt vandblåt. Næsten gennemsigtigt som hendes bh der intet dækker. Jeg hiver min trøje af og lægger over hendes skuldre.
- Jeg tror.. han….. Han voldtog mig …vist! Hendes øjne bider sig nu fast i mine, hendes mund står vagt, klar til at forme næsten sætning. Men der kommer ingen næste sætning. I stedet kommer der et hulk. Hun rejser sig med et sæt. Jeg holder fast i hendes håndled og hun sætter sig ned igen.
- Fortæl mig hvad der skete, hvisker jeg insisterende. Tænder en smøg og rækker hende den.
- Jamen alt var helt normalt. Alt. Han skulle bare ha fransk og dansk, og han betalte som han skulle. Det hele, ikke noget pis. Vi fik det ordnet og han virkede tilfreds.
Hun blæser røgen ud, kigger hurtigt på mig, ser så væk. Knuger min hånd.
- Men så… ej, jeg ved fandeme ikke – det gik så hurtigt! Tror du på mig?
- Ja, selvfølgelig! Det er mig! Selvfølgelig tror jeg på dig. Hvad skete der?
- Men han havde taget skjorte på, og var ved at trække i bukserne. Jeg sad på kanten af sengen og røg. Og så lige pludselig, så skubbede han mig bare bagover og lagde sig oven på mig! Han var pissetung, og jeg ku ikke skubbe ham væk!
Hendes blik flakser panisk som en fugl der banker mod væggene og ikke kan finde ud igen.
- Og jeg ved ikke hvordan, men det hele gik så stærkt. Og pludselig var han bare oppe i mig!
Hun græder. Uden lyd, med hånden foran munden. Hendes ryg dirrer.
- Han var bare så hurtig! Og der gik ingen tid, et minut, åh, jeg ved ikke hvor længe…Men jeg ku mærke da han var færdig og det løb ned ad mine lår. Næste øjeblik stod han op og hev bukserne op, og strøg ud af døren.
- For fanden da også, et svin!
- Men… jeg havde jo givet ham det vi aftalte. Så jeg forstår ikke hvorfor?
- Nej.
Vi behøvede ikke engang tale om, at hun ikke skulle gå til politiet. Vi havde hørt historierne om andre piger. Vi havde mødt politiet på bordellet, bare ikke når de kom i uniform.
Kunden blev i stedet black-listet.
Og vi fortsatte. Uden dog at føle os helt så teflon-belagte.
